Hævede lymfeknuder
I denne artikel:
Generelt om hævede lymfeknuder
Hvad er lymfeknuder?
Lymfeknuder kaldes ofte fejlagtigt lymfekirtler. Lad os med det samme understrege, at lymfeknuder ikke er kirtler, da de ikke udskiller noget sekret eller hormon.
Lymfeknuder er en ansamling af lymfeceller, som er fordelt over hele kroppen. Mennesket har ca. 500-600 lymfeknuder – de er fortrinsvist samlet i klynger og findes i næsten alle indre organer.
Udvendigt forefindes lymfeknuder på halsen samt i armhuler og lyske.
Normalt har lymfeknuderne en diameter på ca. 10 mm – dog op til 15 mm i lysken. De er bønneformede og indkapslet i bindevæv.
Overalt i lymfebanen findes der små lymfeknuder, hvortil lymfen strømmer via indkommende lymfekar. Inde i lymfeknuderne overvåger en særlig type hvide blodlegemer kaldet lymfocytter fremmedlegemer såsom vira, bakterier og affaldsstoffer, som opfanges af celletypen makrofager.
Således udgør lymfeknuderne en integreret del af kroppens immunforsvar.
Hvornår får man hævede lymfeknuder?
Såfremt lymfesystemet bekæmper en aggressiv infektion, kan der regionalt opstå en betændelsesreaktion i form af hævede lymfeknuder. Ved halsbetændelse kan man f. eks. nogle gange opleve, at de hævede lymfeknuder føles hårde og ømme. Ligeledes kan hævede lymfeknuder nogle gange mærkes i lysken eller i armhulerne.
Så snart immunforsvaret har overvundet infektionen, bliver lymfeknuderne bløde igen og kan ikke mærkes.
Dog kan langt de fleste lymfeknuder ikke mærkes, da de sidder dybt inde i kroppen omkring de indre organer. Selvom de er hævede, kan disse lymfeknuder således ikke mærkes udvendigt ved huden.
Selvom hævede lymfekirtler normalt opstår lokalt ved regionale infektioner, kan samtlige lymfekirtler i kroppen hæve på én gang i tilfælde af systemiske sygdomme eller tilstande. F. eks. er et karakteristisk symptom på kyssesyge (mononukleose) hævede lymfekirtler over hele kroppen.
Kun i sjældne tilfælde er hævede lymfeknuder et symptom på autoimmune sygdomme som f. eks. lupus og leddegigt. Det samme gælder hævede lymfeknuder som følge af godartede svulster og kræft (lymfomer) .
Prognosen for overlevelse ved diagnose af lymfekræft – også kaldet lymfeknudekræft – er høj i forhold til de fleste kræftsygdomme, hvis det drejer sig om non-Hodgkins lymfom eller Hodgkins lymfom. Hvis kræften derimod har bredt sig fra andet sted på kroppen til lymfesystemet, er udsigterne derimod mere negative.
Hvornår bør man opsøge læge?
Hvis du oplever hævede lymfeknuder, er det helt normalt. Lymfeknuderne kan hæve i op til flere uger som følge af en infektion. Dog bør du opsøge læge, hvis hævelserne fortsat er der efter 3 uger.
Hvis tilstanden skyldes en underliggende sygdom såsom kræft, er det vigtigt, at diagnosen stilles hurtigst muligt for kunne få den helt rigtige behandling. I så fald forbedres prognosen for overlevelse betydeligt.
Hvis diagnosen er negativ, er det om ikke andet dejligt befriende at slippe for mistanken.
Næste side > Hævede lymfeknuder – Årsager