Springfinger – behandling

I denne artikel:

Behandling af en springfinger

 

Injektion

 

I de fleste tilfælde vil behandlingen af en springfinger tage udgangspunkt i en steroidinjektion. Her indsprøjtes kortison (binyrebarkhormon) i området hvor senen er hævet, hvilket har den ønskede effekt i 50-80 % af tilfældene.

 

Opnår man ikke tilfredsstillende resultater ved første injektion, kan man forsøge igen efter nogle uger eller måneder. Succesraten er dog lavere ved senere injektioner.

 

Komplikationer er sjældne, men kan inkludere hypopigmentering af huden (en mindskelse af produktionen af farvestof, hvilket kan gøre huden mere bleg eller farveløs), infektioner samt seneruptur (seneskade).

 

Kirurgi

 

Hvis ikke injektioner afhjælper symptomerne i springfingeren, kan kirurgi være nødvendigt. Det kirurgiske indgreb foregår under lokalbedøvelse og formålet er at spalte seneskeden. Succesraten er her 60-97%.

 

De fleste mennesker kan bevæge deres fingre umiddelbart efter indgrebet. Helingsperioden er almindeligvis et par uger, men der kan gå op til 6 måneder før al stivhed og hævelse forsvinder.

 

Mulige komplikationer kan være vedvarende ømhed i arvævet, infektioner samt nerveskader.

 

Perkutan frigøring

 

I nogle tilfælde kan såkaldt perkutan frigøring anvendes. Her skærer man i seneskeden vha. spidsen af en sprøjte, hvilket frigør springfingeren. Perkutan frigøring er mest effektiv ved behandling af ring-, lange-, eller pegefingeren. Succesraten er over 90%.

 

Komplikationer er sjældne ved perkutan frigøring, men kan inkludere nerveskader.

 

Børn

 

Hos børn foretrækkes konservative behandlingsmetoder (ikke-invasive metoder/behandling uden operation), hvilket inkluderer følgende:

 

  • Fysioterapi (succesrate 52-80%)
  • Immobilisering (hvor fingeren f.eks. ligges i en skinne  – succesrate 77-89%)

 

Hvis et barn har haft en springfinger med bøjning i mere end 6 måneder, vurderer man typisk, at et kirurgisk indgreb er nødvendigt.

 

Kilder:

 

Mayoclinic.com – “Trigger finger”

http://www.mayoclinic.com/health/trigger-finger/DS00155

 

American Association for surgery of the Hand – “Trigger Finger”

http://www.assh.org/Public/HandConditions/Pages/TriggerFinger.aspx

 

Lægehåndbogen – “Springfinger, Triggerfinger”

http://laegehaandbogen.dk/legehandbogen/ortopedi/springfinger-triggerfinger-2807.html

 

Lægehåndbogen – “Springfinger”

http://laegehaandbogen.dk/ortopedi/patientinformation/springfinger-2741.html